Min arbejdssituation er uændret – pÃ¥nær arbejdsprøvningen som i princippet startede 26. marts. I prasis er det dog en noget anden sag, for der er faktisk ikke før nu (i gÃ¥r) lagt nogen konkret plan for, hvordan arbejdsprøvningen skal forløbe og hvad der egentlig skal prøves..

Jeg var til møde i går med afklaringskonsulenten fra kommunen og min chef, og jeg må indrømme, at jeg var slemt skuffet, da mødet var slut, for der kom ingen konkrete datoer på bordet, og det har jeg desperat brug for i mit liv. Jeg har brug for at vide, om jeg er købt eller solgt, når min ansættelse faktisk slutter med udgangen af maj måned, og jeg har brug for at vide, om jeg bliver indstillet til det fleksjob.

Jeg er ikke vild med, at min (og min families) fremtid hænger og dingler på den måde, som jeg synes den gør pt.

Jeg håber sådan, at der kommer en afklaring på det hele inden 31. maj, så jeg kan trække vejret roligt igen.

Udover ovenstående, så har jeg det faktisk rigtig godt i øjeblikket. Har ikke specielt ondt i fødderne/anklerne, og nyresygdommen mærker jeg jo intet til, bortset fra den der dødlignende træthed, som man aldrig vænner sig til, men som man lærer at leve med.

Så når men ser bort fra den arbejdsmæssige situation, så er jeg faktisk rigtig heldigt stillet

Når dyrene her har tøj på, så er det for alvor forår!  

You think??

Klar til årets første storskrald

Den hyggeligste fødselsdagspåskefrokost hos Bernhard og Elsebeth

Der har været en lang pause på projektet, men nu er der lidt mere overskud til at få øje på detaljer fra hverdagen.

En kold morgen..

Ã…rets optagelsesprøver pÃ¥ gymnasiet er overstÃ¥et i denne uge, og vi har haft travlt pÃ¥ kontoret. Ansøgerne har kunnet ringe til os dagen efter prøven for at høre resultatet, som min kollega og jeg sÃ¥ har fortalt dem. Antallet af elever, der bestod, er fortvivlende lille, og vi har nærmest sloges om at fÃ¥ de “gode” samtaler, hvor vi kunne fortælle de glædesstrÃ¥lende elever eller deres forældre, at prøven var bestÃ¥et.

De elever, der ikke bestod, tog det for de flestes vedkommende i fin stil – og de havde det jo nok pÃ¥ fornemmelsen, men nogle af dem blev sÃ¥ stille og ulykkelige i telefonen, at jeg fik lyst til at sige: “Nej, vent, jeg mente det ikke! Du har bestÃ¥et. Kom over pÃ¥ gymnasiet, sÃ¥ jeg kan putte dig i min lomme og tage dig med hjem.”

Ganske lige som sidste år. Og året før. Og..

Anderledes lettere var det at overbringe nyheden til de få forældre, som bare ikke ville indse, at deres barn ikke bestod.. En af dem mente, at det måtte bero på en konspiration mellem sønnens folkeskolelærere, studievejledere, UU-vejledere samt gymnasiets team af optagelsesprøvepanel, fordi det jo var så åbenlyst, at vi ikke gerne så, at hendes søn kom videre. Det faktum, at eleven havde så ringe folkeskolekarakterer SAMT havde klaret sig dårligt til optagelsesprøven, kom vi ingen vegne med.

Det er så synd for de elever, hvis forældre betragter det som en falliterklæring at deres barn har behov for at få styrket sine faglige og sociale kompetencer i 10. klasse eller på anden vis, før han/hun søger ind på en ungdomsuddannelse igen.

Det var en skøn fornemmelse at gå hjem i dag og vide, at vi for det første har fået overstået optagelsesprøverne, og for det andet, at vi dermed har prikket hul på en velfortjent weekend.

Og det skyldes det faktum, at min lillebrors cancer er vendt tilbage. Jeg tror i virkeligheden aldrig den har været rigtigt væk – bare ladet som om og fået os til at føle os så trygge, som vi nu hver især har turdet.

Nu viser den sig igen, og at den lige denne gang viser sig som to knuder i min brors ene lunge, ændrer ikke på det faktum, at det med meget stor sikkerhed stadig er modermærkekræft.

Så de ting, jeg ellers måtte have haft at skrive om, er blevet til ingenting, og ordene er blevet hvor de var.

Han er i fantasisk god fysik form, min bror, og selv om han fik fjernet knuderne i starten af sidste uge, tog han sig en løbetur i lørdags. Hvordan han har det indeni, kan jeg kun gætte på, men det er sikkert temmelig kaotisk i forhold til det rationelle ydre, men det gør mig ked af det, at han formentlig er bange, for selv om han er 47, gift og far til tre, så er han stadig min lillebror.

Når alt det er sagt, så er der alligevel plads til at nyde at have påskeferie, og til at glæde sig til på torsdag, hvor vi venter hyggelige gæster til en påskefrokost af de helt traditionsrige, i hvert fald hvad angår menuen.

Foråret viser sig fra sin smukkeste side nu